28/12/2016 - 17:42
 

Nu forestiller vi os at du er kommet i gang på HF. Du har allerede en station, og har allerede kørt dine første QSO’er. Det er gået dig som det går så mange; du er blevet helt vild med det dér DX, og det at samle på lande. Det går let i starten, og snart når du 100. Så bliver det sværere, og sværere, og sværere…

 

Man kan sagtens have 1 kW og store antenner til rådighed, uden at være i stand til at køre DX, hvis man ikke lytter godt. Som med meget andet, handler det om følelse og situationsfornemmelse – at få ørerne helt ned i ætersuppen, og danne blive ét med det, der er kendt under betegnelsen en ”pile-up”. Der er intet magisk eller mystisk ved det, men mange lidelser kan undgås hvis man følger nogle simple spilleregler.  

 

Alle kan lære det, men nøjagtig som det ville skabe en pokkers ballade, om vi alle valgte at ignorere røde lys og vigepligtstavler i færdselen, skaber det kaos når vi ikke følger de ellers simple regler for trafik over radioen.

 

Givet – det har ikke de samme konsekvenser; der er ingen der dør eller brækker kravebenet, men som udgangspunkt gælder det også på radioen at:

Trafikanter (operatører) skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen (afviklingen af QSO’er) ikke unødigt hindres eller forstyrres. Der skal også vises hensyn over for dem, der bor eller opholder sig ved vejen (allerede fører QSO på en given frekvens.) – Færdselslovens §3.

 

Denne regel ville, hvis den blev fulgt, gøre DX-jagt til det rene barnemad. Imidlertid er den nok lidt for filosofisk og upræcist formuleret, så lad os prøve at konkretisere den lidt. Her følger 10 gode råd, jeg selv ville have været lykkelig for, da jeg var ny DX-jæger. AT køre DX kræver øvelse, og er en livslang læringsproces – men, det er også sjovt, og endnu sjovere bliver det, når det lykkes. Jeg ha0r samlet nogle erfaringer gennem årene, som jeg ønsker at dele med dig, der læser dette.

 

Lad os gøre det lidt interessant, og digte en lille, men virkelighedstro historie. Selvom vi tager udgangspunk i praksis på SSB, gælder langt det meste også på CW.

 

I det følgende tænker vi os en situation, hvor du – lad os kalde dig OZ7AM – har fundet en sjælden station på 20-meterbåndet, på 14,200 MHz. Lad os for sjov kalde denne station FT5XX – vi siger at det er en ekspedition til et meget eftertragtet sted. Du kan høre, der er et frygteligt leben på frekvensen – og du mangler en FT5’er fra Kerguelen i din samling. Den skal køres, og det kan kun gå for langsomt! Men – hov, stop og stands....

 

1. Lyt altid først. Lyt altid bagefter og lyt altid ind i mellem

– dette råd er det vigtigste af dem alle – lytter man godt, er det halve arbejde allerede gjort. Bliver der kørt split? Beder FT5’eren udelukkende om nordamerikanske stationer? Bliver der kørt efter numre? Er det nu også den station, du tror det er, du hører?

Hvis du ikke kender DX-stationens kaldesignal – så la’ væ’r med at kalde. Hvis du ikke er bumsikker på, det er dig opkaldet gælder, så la’ væ’r med at kalde. Hvis du ikke er overbevist om, DX-stationen har afsluttet den igangværende QSO – så la’ væ’r med at kalde. Det er ofte umådeligt fristende at lave et opkald, selv når man ikke er helt sikker – men la’ væ’r. Der kommer intet godt ud af det.

Lyt godt efter, hvad der bliver spugt om. DX-stationen kalder på en IZ7’er, og selvom du hedder noget med OZ7, er chancen for, det er dig, meget lille. Tvivlen kommer dig ikke til gode. Efter al sandsynlighed er det en IZ7-et-eller-andet, DX-stationen har hørt, og du får kun ballade ud af at kalde på dette tidspunkt.

 

2. Vær tålmodig

– nej, det er ikke hverken let eller sjovt at vente, men det er meget vigtigt hvis totalt kaos skal undgås. Du får intet ud af at kalde utidigt. Det kan godt være at FT5XX har været to minutter om at få V5/DL3DXX/QRP igennem – og netop dette er garanti for at han/hun ikke vil give op. Du opnår højst at vedkommende bliver ked af dig.

Først når der bliver sagt ”QRZ?” eller ”Thank you” er det din tur til at kalde igen. Lyt efter disse trylleord – de er lette at overhøre, men de er nøglen til det rette tidspunkt at kalde på.

 

3. Send altid hele dit kaldesignal

– der er umådelig mange operatører der kalder op med fx ”Oscar Zulu, Oscar Zulu” eller ”Alpha Mike, Alpha Mike”, måske fordi det lader til at øge sandsynligheden for at blive hørt, grundet gentagelsen. Tværtom. Denne praksis gør det ualmindeligt besværligt for den station, man prøver at komme igennem til. Hvad skal han/hun med et halvt kaldesignal? Det er, som at servere kage for en gæst, men først skære glasuren fra, og bede gæsten komme igen senere efter resten – ikke særlig logisk eller effektivt.

 

I alle tilfælde må DX-stationen bede dig gentage endnu en gang, da denne ikke kender dit præfiks/suffiks. Det er spild af tid, og kan i værste fald gøre operatøren på FT5XX harm, og så reducerer du yderligere dine chancer for at komme i loggen. (Det er oven i købet det samme som blindsending – hvem kan vide hvem du er, hvis du ikke siger hele dit kaldesignal?)

 

4. Respektér DX-stationens henvisninger

– hvad vedkommende siger er lov – uanset hvor fjollet end må virke. Om stationen vælger at kalde efter numre (OZ1, RA1, DL1, derefter JA2, EA2, DL2 osv.), eller laver en af de berygtede lister, hvor vedkommende udbeder sig de sidste to bogstaver i de kaldende stationers kaldesignaler (også dette er juridisk set blindsending og forbudt og bør aldrig praksiseres, men det sker alligevel) – så er dit eneste håb om at komme i loggen; at rette ind.

 

5. Brug hele split-vinduet

– hvis du hører FT5XX på 14,200.0 MHz  sige ”up five to ten”, betyder det at du har hele fem kilohertz at boltre dig på. Ikke blot 14,205.0 eller 14,210.0, men hele vinduet der i mellem.

Udnyt det – lyt i dette frekvensområde. Selvom du har set på clusteret at en eller anden lige har kørt FT5’eren på 14,207.0, er der ikke megen sandsynlighed for, du vil have held med den splitfrekvens.

I denne verden er ét minut meget lang tid, og i næsten alle tilfælde vil DX-stationen være flyttet videre. Hvorfor gør de sådan noget? – Det er for at give dig bedre odds for at komme i loggen.

Hvis alle kaldte på samme frekvens, ville det hele ende i hvid støj og spildte kræfter. Det er din opgave at lure strategien.

Hvis det viser sig at FT5XX kørere en station på 14,207.5, den næste på 14,208.0, den næste på 14,208.5 – mon så ikke det var smart at følge dette mønster? Man kan sagtens vælge at blive på 14,205.0 eller 14,210.0, og blog kalde dér, men det er atter et spørgsmål om at veje situationen – hvad gør FT5XX nu? – lyt, lyt og lyt lidt til.

 

6. Vær rettidig

– at køre DX er som at lave komik (men undgå nu at blive ufrivilligt morsom) – det hele ligger i timingen. Et opkald skal falde prompte og præcist. I det øjeblik der er blevet sagt ”QRZ?”, kalder du op med hele dit kaldesignal – én, og kun én gang. Skyd først, spørg bagefter – men husk at tage ordentligt sigte! Det nytter ikke at vente flere sekunder med at kalde, det skal ske øjeblikkeligt, på den rigtige frekvens, ellers har FT5XX med garanti allerede hørt noget af en anden kaldende stations kaldesignal, og vil med garanti hænge i med dette.

 

Det kan ske, der er situationer, der kræver et opkald hvor du siger dit kaldesignal flere gange. Dette kan være acceptabelt, men her må du som operatør veje situationen – lyt til DX-stationen, er vedkommende begynder eller øvet? Det kan somme tider betale sig at kalde én gang, lytte i et par sekunder, og så kalde én gang mere – men vær varsom med det. Husk at den tid, du sender, er tabt tid – du kan nemlig ikke høre hvad der foregår på båndet imens du kalder, og derfor bør man lytte til pile-up’en samtidigt – tager den pludselig af? Så er der nok en QSO i gang – og det er ikke med dig.

Men, det giver dig en unik mulighed for at finde ud af hvad der sker! Skynd dig at lytte i split-vinduet. Hvor kører FT5XX den station? Skal du så kalde lidt højere oppe, lidt længere nede eller nøjagtigt på den frekvens? Det skal du finde ud af ved at lytte på trafikken, og så træffe et valg.  

 

7. Når du kommer igennem, så gør det kort

– gentag ikke dit kaldesignal, hvis DX-stationen allerede har læst det korrekt. Alt for mange operatører vælger, til trods for at DX-station har bekræftet deres hele og fulde kaldesignal, at gentage det. Hvis FT5XX kalder dig: ”Oscar Zulu Seven Alpha Mike, you’re five-nine” – så skal dit svar lyde: ”Roger, five-nine thank you” – aldrig ”Yes good morning this is Oscar Zulu Seven Alpha Mike, you are five-nine five-nine”.

Et sådant svar kan bringe DX-stationen i tvivl om hvorvidt han/hun har hørt dit kaldesignal forkert. Dette forlænger QSO’en unødigt, eller kan medføre, du ikke bliver logget.

Brug kun det antal ord, der er nødvendige for klar kommunikation. Vær opmærksom på pile-up’ens natur – hvis der er fart over feltet og kunder i butikken, så følg stilen og medvirk til at flere kan komme i loggen. En DX-pedition har kun ganske lidt tid

 

8. Brug clusteret med omtanke.

– DX-clusteret er et skønt værktøj, når det brugesgodt og rigtigt. Stol ikke blidt på det, der skrives. Der er ingen garanti for sandhed. Man kan let blive snydt – noget kunne jo ved en fejl have spottet F5TXX som FT5XX. Her skal lyttelapperne og flødekanden i brug, for uanset om noget er spottet flere gange, kan det sagtens være forkert. Det er enormt dårlig stil at spotte en station, der allerede er spottet ti gange inden for de sidste ti minutter – overvej med dig selv, hvorfor du vil spotte den igen? Er det bare blær ”Se mig, nu kørte jeg den også” – eller har du rent faktisk noget vigtigt at sige? For mange spots er unødig datatrafik, og trækker unødig opmærksomhed.

I den moderne verden ved alle hvor DX-stationen er, så snart denne er spottet. Undgå det, med mindre du har en ualmindelig god grund.  

 

9. Spild ikke din tid og tab ikke modet.

– lad os tænke os at du er sent oppe, klokken er lidt over midnat en kold februar morgen.

Du har tændt radioen og computeren. FT5XX er spottet på 10-meter og 15-meter, men du kan ikke høre dem. Faktisk kan du ikke høre noget som helst, og alligevel er der hundreder af stationer der spotter FT5’eren med kommentarer som ”59++++++”, ”Strong sig!”, ”Good OP, vy fast”. Men du kan intet høre, og bliver måske ærgerlig over det. Fejlen er dit valg af tidspunkt. Se på de kaldesignaler der spotter FT5XX – er det ikke mest W6’er og JA’er? Husk at udbredelsesforholdene ændrer sig lige så dramatisk på den anden side af kloden, som de gør i Danmark.

 

Det kan være en rigtig god idé at spørge en mere erfaren DX’er; hvornår er mine chancer størst? Hvis ikke vedkommende er ualmindeligt asocial, vil han/hun med glæde hjælpe dig. Men, der er også mange andre måder. G7VJR’s projekt cloblog.org, indeholder en database med millioner af QSO’er fra 1950’erne og frem. Her kan man specifikt søge på et land, og identificere den bedste time på et givent bånd. Der er også voacap.com, der kan bruges til at lære om udbredelsesforhold, så længe man husker at tage det med et gran salt – det bedste er stadig at lytte sig til erfaring.  

 

10. Slap af og ha’ det sjovt.

– det lyder måske banalt, men de fleste kedelige situationer på båndene opstår, når folk bliver hidsige som følge af frustration eller utålmodighed.

Selvom du bliver kaldt for idiot af en eller anden, fordi du ikke fik trykket på split-knappen, eller ikke var opmærksom på et retningsbestemt opkald (at FT5XX kalder på stationer fra Nordamerika, uden at du har opfattet det) – så tag det roligt. Lad det være, træk vejret, og mind dig selv om, at det ikke er livet om at gøre, hvis du ikke kommer igennem lige netop nu. I DX-verdenen lønnes tålmodighed og civiliseret adfærd faktisk – og så kan du også have det godt med dig selv bagefter.

 
Pile-up

Afstemning

Total votes: 477

Din gode positive kommentar

Alex ...Fed artikel ....som
Alex ...Fed artikel ....som skal printes og hænges op foran øjnene når man lytter på et pile up laugh
EDR.DK noget vi giver til hinanden
Hjalmar Skovholm Hansen  
HSC 1457 VHSC 421 SHSC 185 FOC 2073 CWOPS 1420 SMHSC 225 FISTS 17015 SKCC 13139 EDR 19358 

 
Alex!
Alex!
​Kanon artikel! Den burde hamres ud i sten og bukkes i neon. Hvorefter stilles mellem radioen og en del operatører og den må ikke fjernes før de har lært det udenad.
73 de OZ1EYZ
Istvan

73 de OZ1EYZ
Istvan

Stiller mig op i koret:
Stiller mig op i koret: Rigtig flot!

Tilføjet 21:53

Nu er den strevet til SSB, men gælder naturligvis også på CW og andre modes.

Den burde tillige oversættes til italiensk og russisk :-)

73 Verner // OZ9XU

Super vejledning..
Hej Alex. Tak for en relevant og brugbar vejledning udi DXens kunst.
73 de OZ5DM, David
EDR.dk noget vi giver til hinanden.
(Ingen titel)
yesyesyesyesyes

... kun tåber og døde fisk svømmer med strømmen - og de samme tåber og levende fisk frygter ej Havet!