26/03/2017 - 15:48
 

TU7C Elfenbenskysten, by F6KOP DXpedition Team

Af OZ1IKY Kenneth
 
Hvor starter man og hvor slutter man, når man skal beskrive en DXpedition? Fra starten af og så ellers fremad ville nogen sikkert sige. Og det kan de jo have meget ret i.
 
Den her tur starter for mit vedkommende med at DXpeditionsteamet fra F6KOP finder ud af at jeg ikke skal med på en anden aftalt tur. Samtidigt mangler de en erfaren CW operatør. Patrick F2DX var på jagt efter et par CW OP's der samtidigt havde Low Band erfaringer. Og det kan hverken Andreas DL3GA eller jeg undsige os. Så lige fra starten af blev vi taget med på råd omkring Low Band antenner til både TX og RX. Vi havde jo fået et par fif fra gutterne bag TU5MH der havde været samme sted en måneds tid tidligere.
 
Så kom den store dag endelig. Mærkeligt nok, uanset hvor mange gange jeg har prøvet det her før, så bliver jeg altid lidt nervøs de sidste dage op til afrejsen. Men jeg har bildt mig selv ind at det er et godt tegn. Den 9. marts 2017 klokken alt for tidligt om morgenen var der så afgang til Paris for at mødes med alle de andre i teamet. Som altid er der mange man kender fra tidligere, men også et par nye ansigter. Og det er jo det fantastiske ved F6KOP teamet at der altid er nye der får en mulighed.
 
Da vi så endelig alle var samlet skulle der checkes ind. ... ja det skulle der jo så. Men sikke en ballade der blev. Noget med at antennerør og 6 meter beamen "var for lange så det skulle der betales ekstra for". Så skal jeg ellers lige love for at nogen fik forelæst hvilken aftale der var lavet med Air France selv! Check-in tog dog en del tid, inden alt var på plads - troede vi. Da vi nemlig ankom i Abidjan, viste det sig at 2 ret vigtige kufferter manglede. Ankomsten var så igen forsinket en time fra Paris vist nok på grund af en eller anden strejke blandt flyvelederne. Den ene med alle de korte coax kabler til at forbinde stationen med PA trinnet og at have et bånd passfilter imellem. Tastekablerne til PA trinnene var vist også i den ene af de 2 kufferter. Frank F4AJQ havde så fået at vide at de ville være med flyveren i morgen aften.
 
Uden for lufthavens kærligt airconditionerede indhegning fik vi så første forsmag på de næste 10 dages vejr og temperatur. Stort set ingen vind, og varmt så bare ... Vi havde jo lige forladt det noget køligere nordlige Europa. Og man må sige at de her tager sikkerheden seriøst. Der var svært bevæbnede vagter både inde og ude, med en foretrukken bevæbning af et bestemt russisk fabrikat. Der blev bøvlet en del med at få al bagagen ind i de 2 forholdsvis små køretøjer. Første del af køreturen gik rimelig godt og hurtigt. Men så forlod vi alfarvej. Det der de næste godt 4,5 kilometer var routen, kunne bedst beskrives som mere eller mindre fastkørt sand. Nogen steder meget mindre end andre steder.

Men vi ankom og blev taget godt i mod af Cathrine, Le Patron og ejer af stedet. Vi skulle slet ikke bekymre os om bagagen, vi skulle følge med, da man havde ventet på os, så vi kunne få nogen ordentligt at spise. Og mørkt var det jo alligevel, så antennearbejde var jo udelukket.
 
Næste dag; fredag den 10. marts; gik vi så i gang i de nye varme omgivelser. Allerede om morgenen kl 08:00 var det varmt nok til at en vinter-vant Skandinaver begyndte at svede med det samme. I snit var der godt og vel 37 grader Celsius midt på dagen - og en luftfugtighed på mindst 90%. Alt arbejde skulle ske inden kl. 12:00 da det ellers var nærmest uforsvarligt. Og man kunne ikke starte igen før langt efter kl. 15:00. Hertil kommer at dagslys er fra ca. 06:15 og frem til ca. kl. 18:30.
Når jeg skriver cirka er det fordi det på disse sydlige breddegrader har det med at blive lyst i løbet af 20 til 30 minutter, og det samme gælder for mørket. Det kommer bare, og går lige så pludseligt igen.
 
Alle antennerne kom op. Selv 80 meter GP'en kom op - dog i lidt af en "overtid" da vi havde passeret middag. Patrick F2DX havde nået at lægge tråden ud til B.O.G.erne (Beverage On Ground).
Men vi kom ikke videre med dem, da stort set alt hvad der ellers skulle til, lå i den ene af de to famøse kufferter som ikke var ankommet endnu. Min medbragte K9AY virkede ikke her på stedet. Så vores oprindelige plan med at ligge hårdt ud på 160 meter blev skrottet. Men 80 meter virkede simpelthen som en drøm - UDEN RX ant. Efterbehandlingen af hvorfor K9AY'en ikke virkede viste sig nok at hænge sammen med at vi havde hejst den op i et palmetræ. Og et palmetræ er jo ikke en fibermast, men tværtimod noget meget levende med masser af god vandtransport inden i sig.
Men fra nu af gik det over stok og sten. Ja ja - der var strømafbrydelser, som blot blev kommenteret med "It's Africa eh?". Vandforsyningen var også lidt ustabil fra tid til anden. Her kunne Cathrine så oplyse at det var mere på grund af noget stort vejarbejde i Grand Bassam, hvor man så havde gravet hele vandforsyningen op også... Så nu måtte man afvente forsyningen via lastbil flere gange om ugen.
 
80 Meter GP 
På et tidspunkt var der et længerevarende strømudfald. Men det var så ikke selve hovedforsyningen. Det var mere det afrikanske ledningsarbejde der var lavet i forbindelse med EL installationerne. Så her hjælp generatoren jo ikke meget. Den blev dog motioneret en del mens vi var der.
 
10 og 12 meter var lidt skuffende. Men vi må jo nok alle vænne os til at der ikke bliver gode forhold på de bånd før den nye solplet-cyclus starter for alvor. Derimod var alle de andre bånd virkelig produktive i antallet af QSO'er. Selv på 160 meter fik vi skovlet 1.661 QSO'er ind. Og det var ikke bare Europæere og Østkyst amerikanere. Næ, der var West Coast helt nede fra Mellemamerika og op til Canada med i det. XE2 til VE7! Og der er også et par rigtig glade Japanere samt flere Sydamerikanere. 80 meter var en drøm for en Skandinaver. Næsten som på en god vinter nat hjemme fra. Hele kloden rundt på 80 meter i løbet af en nat. Europæerne havde ikke den store forståelse for at man ikke ville køre dem lige her og nu. Men problemet ville de kunne have set hvis de havde sat sig lidt ind i CONDX i forhold til Japan! Der hvor vi specifikt kaldte ONLY JA var det den smalle stribe af grayline de havde i forhold til os. Og den skulle udnyttes. Europa kan jo køres til hver en tid herfra på 160, 80 og 40 meter ikke? Mange jublede vist også over at DIGI folkene havde kapret 80 meter GP'en lige foran næsen på os - det samme havde SSB folkene også. Men pyt med det, da det gav en masse glade mennesker derude omkring.

Vi havde ikke de store interne QRM problemer i forhold til hinanden. Heldigvis. Dog var der lidt bøvl mellem 80 meter og 160 meter, når 160 meter lyttede på RX antennen mod USA. Viste sig jo at den tråd lå tæt forbi 80 meter GP'ens radial netværk.
 
Til 160 meter GP'en (inverted-L GP) havde man lavet en lidt genial hairpin, der gjorde afstemningslivet meget meget lettere.
 
B.O.G. - Beverage On the Ground. Der var ikke mange af os der havde de store erfaringer med den slags modtager antenner. Så vi læste os til en del af den viden der skulle til. Og der er en lille tak til et par af de danske radioamatører som har bidraget med lidt ud over artiklerne. Der var to af dem. En mod Eurpa og Japan, og en mod Nordamerika. Modtager kariktaristika  for RX antennerne var så brede at man kunne høre Nordamerika lidt på Europa/Japan antennen og omvendt. Men der var positive mærkbare forskelle i retningsvirkningen. Største problem var dog at vi havde glemt en omskifter til det her, så vi måtte skifte meget manuelt om - og det tog sin tid at gøre.
 
Der var flere der tog sig en afstikker til Grand Bassam for at shoppe lidt souvenirs og købe postkort og frimærker. De havde et par sjove oplevelser med hvordan det lokale postkontor fungerer må man sige. Men de havde en god lille tourist tur ud af det.
 


Midt på ugen var der flere som pludseligt på skift have maveproblemer. Selv jeg havde lidt bøvl, men ikke mere en at et par Imolope tabletter kunne håndtere det i løbet af et par timer. Til gengæld var vi en del der pludselig havde et par ekstra vagter da de andre ikke kunne sidde ret længe inden de måtte løbe et vist sted hen. Vi måtte berolige Cathrine med at det jo da ikke nødvendigvis var hendes, eller hendes personales, skyld. Vores maver var jo ikke vant til mange af de ting der var her på stedet omkring os. Og det kunne jo lige så godt have været fra en tur i vandet? Så faldt der lidt ro på igen.
 
Men ud over det var der kun den sædvanlige hals-omgang på grund af Air-Con som en del led under.  Man fandt hurtigt ud af at 22 grader i shacket ikke nødvendigvis var optimalt, men måske mere sådan en 27 grader?


En del af os valgte på "frivagterne" at sidde lige uden for shacket og snakke sammen i skyggen. Der var der som oftest en svag lille brise af luft, og skygge hele dagen lang. Det blev til sidst nærmest samlingspunktet hvor man vidste hvem der var hvor henne. Ellers sad man ofte over på den anden side af vejen i restauranten, ved swimmingpoolen. Derovre var der altid en dejlig kølende brise af Atlanterhavets luft. Eller som mange af os gjorde, på med badebukserne og hop i swimming poolen. Hvorfor swimming poolen når Atlanterhavet er lige der? Jeg er opvokset ved Vesterhavet, Nordsøen. Herfra kender jeg den der med understrømninger og hvad de kan gøre. Her var man slet ikke i tvivl om hvor stærk en understrømning der var. Man kunne nærmest se den med det blotte øje. Og da et par stykker af os trodsede det og hoppede i, undrede de sig over at jeg ikke havde den store lyst til at gå længere ud. Barndommens erfaringer, kan man vel sige? Den måtte de så snarligt give mig ret i. Men flot var det at se på må jeg sige. Hotellets swimming pool var så fyldt op med det samme saltvand, tilsat en lille mængde klor. Så kunne man jo ligge der og kikke på bølgerne fra Atlanterhavet på 5 grader nordlig bredde.

Morgenmaden blev indtaget på terrassen bag hovedbygningen, som kun var for hotellets gæster. I weekenderne var stedet et meget populært mødested, og spisested. Tror der var langt over 100, hvis ikke langt flere, spisende gæster. Majoriteten var af fransk afstemning. Stedet var åbenbart det hemmelige inn-sted?
 
Det obligatoriske team billede blev også taget i løbet af ugen, inden John F5VHQ måtte tage hjem på grund af arbejdet. Og så selvfølgelig alle sponsorbillederne.
 


Team:
F4AJQ Frank, F1UL! Jean-Luc, F2DX Patrick, DL3GA Andreas, F1HRE Henri, F4AZF Damien, F4DLM Jimi, F4DSE Philippe, F5MFV Raymond, F5TVG Franck, F5VHQ John, ON4QX Herman, ON8KW Kurt og OZ1IKY Kenneth

Den sidste aften inden vi stoppede, og inden vi ikke alle var der, var der time-out på radioen, og fælles aftenspisning som et stort team. Ellers er den slags jo noget sjældent, da det jo skal passes ind i de forskelliges turnus ud fra vagtplanen.
 
Ellers gik det radiomæssigt der ud ad, over stok og sten. Mange havde sagt til os at der da ikke ville være meget pilup og trængsel da der jo lige havde været nogen der nede. Desværre havde jeg ikke mulighed for en lydoptagelse af CW pileup'en. Men en sådan lydoptagelse ville helt sikkert få dem til ikke kun at trække deres ord tilbage. CW, SSB eller DIGI. Uanset hvilken mode, så var der godt nok trængsel. Selv på 6 meter lykkes det at køre 35 QSO'er. Med 100 watt, og en 6 element beam. Det nye PA trin man havde lånt os var desværre afgået ved ... døden?.

Alene det at vi fokuserede på enkelte ting i hele forløbet gjorde efter min mening at vi skaffede lidt af et resultat. 1661 QSO'er på 160 meter fra et Afrikansk land tæt på ækvator. Rigtig mange glade Low Banders rundt omkring, ikke kun på 160 meter men også 80 meter. Og ikke mindst indsatsen på de digitale modes har helt givet gjort mange glade. Hertil hører også vores fokuseret indsats på at give dem i de svære områder en chance, selv om mange EU operatører ikke var enige med vores skarphed i den sag. Åbningen til JA på 80 og 40 meter er meget smal. På 160 meter endnu smallere. Åbninger som vi ikke var klar over før vi var der, så som den til Japan på 30 meter om morgenen der ikke fremgik af de forskellige prediction-tools.
 
Turen hjem gik, ud over et mindre dramatisk udfald af samme karakter som i Paris omkring bagagen, uden hændelser. Denne gang var al bagagen med hjem og vi fik styr på det hele i Paris CDG i løbet af en halv times tid.
 
Det eneste der nu var tilbage var at tage afsked med alle gutterne. Og hvis der er noget jeg hader, så er det afsked. Det er mig lidt for abrupt. Jeg vil hellere bruge sætningen jeg har lært af Martti OH2BH : Where do we go next?
 
Som afslutning lidt data på forskellige QSO fordelinger.


VY 73
 
Kenneth OZ1IKY
 

Afstemning

Total votes: 400

Din gode positive kommentar