• Nødfrekvenser og tavshedsperioder i maritim radiokommunikation

    Kategori Artikel spalte: 
    Steen Wichmand/OZ8SW skriver i OZ fra juni 2017 i CW-hjørnet om ’Tavshedsperioder og lyttevagt i radiotelegrafi’.

    Som radiotelegrafist til søs og til lands i den maritime mobile tjeneste i ca. 10 år, blev jeg trigget af historien om professionelle telegrafisters problemer med at modstå trangen til at sende prikker og andre ureglementerede udsendelser i tavshedsperioderne på nødfrekvensen 500 kHz.

    Nu sidder du sikkert, kære læser, og glæder dig til nogle skrøner om mine egne oplevelser i så henseende. Men der må jeg skuffe dig. Tværtimod skrev jeg til Steen og opponerede kraftigt imod påstanden om de professionelles "ulydighed", da jeg ikke erindrer at have oplevet noget i den stil på trods af mange års intensiv lytten på 500 kHz. Jeg henviste til radiotelegrafisters pro­fes­sionalisme, det faktum at Titanic-katastrofen i 1912 var direkte skyld i, at det blev pligtigt for alle større skibe at være udstyret med radio og lignende af samme skuffe.

    Steen stod fast og henviste, som han også gør i CW-hjørnet, til en artikel om emnet i bladet "Morsum Magnificat", nr. 2. Så det må jo stå til troende. Måske lider jeg af erindringsforskydning, fortrængning eller ligefrem ønsketænkning, så jeg vil opfordre dig, kære læser, hvis du har erfaringer fra lytning på 500 kHz, til at delagtiggøre os i din egen erindring om emnet.

    ’Morsum Magnificat’ kan downloades fra http://www.n7cfo.com/tgph/Dwnlds/mm/mm.htm; det er en guldgrube for CW-historisk interesserede og omfatter mange aspekter af anvendelse af morsetelegrafi, fx offentlig telegraftjeneste på landjorden, anvendelse ved jernbanerne, i flytrafikken osv.

    Hvad er nu det?
    Sad der så hærskarer af folk på skibe og kyststationer verden over og gloede ud i luften i 2x3 minutter hver time døgnet rundt, for at høre, om der en sjælden gang skulle være et skib i havsnød? Svaret er stort set: Ja.

    Måske har nogle af jer lyst til at vide lidt mere om baggrunden for Steens artikel, d.v.s. hvordan var radiosikkerheden til søs organiseret, og hvordan foregik det i praksis, så her er lidt om – især – den tid, jeg var med, d.v.s. 1970erne og ’80erne.

    Men først lidt historie
    Anvendelsen af radio til søs (udover forsøg) tog fart op imod 1910. Den kommercielle anvendelse som en service for passagerer på længere sørejser var i 1912 langt fremme herunder med de nødvendige kystradiostationer til ekspedition af trafikken til og fra telegrafnettene på land. På et tidspunkt har man set det nyttige i at have et særligt kaldesignal til brug, når et skib akut fik brug for assistance fra andre skibe. Det blev det generelle CQ tilføjet et D for ’distress’, altså CQD.

    Ved Titanic-katastrofen i 1912 var der altså radio ombord i de relativt mange passagerskibe på Nordatlanten, men der var ingen internationale bestemmelser om lyttevagt, og heller ingen søretlige regler om de handlinger, som et nødsignal på radio i vore dage vil udløse. Derfor blev Titanics nødsignaler enten ikke hørt, eller de skibe i nærheden, som hørte dem, reagerede ikke hensigtsmæssigt på dem.

    Desværre skal der ofte lig på bordet, inden myndighederne tager affære. I tilfældet Titanic var der så mange lig, at der ikke var nogen vej udenom at lytte til advarende røster og forbedre sikkerheden til søs ved hjælp af først nationale regler men hurtigt internationale aftaler om en organiseret anvendelse af radio. Vi fik den internationale nødfrekvens, faste vagttider, bestemmelser om skibes radioudstyr og -bemanding osv. og kystradiostationer, som også aflyttede nødfrekvensen. Nødsignalet blev ændret til SOS (sendt som eet tegn), som er mere karakteristisk og opfanges af enhver maritim telegrafists underbevidsthed. Dertil kom il- og sikkerhedssignaler, og med den tekniske udvikling bl.a. alarmsignalerne til automatisk modtagelse.

    Nødsignaler udsendt pr. radio blev ligestillet med andre typer nødsignaler fx lyd- og lyssignaler, således at der er pligt til at reagere på dem, hvis man har mulighed for at hjælpe.

    Et parallelt system blev på et tidspunkt indført til radiotelefoni, som typisk anvendtes af mindre skibe.

    Systemet i praksis
    I CW-hjørnet citerer OZ8SW Post- og Telegrafvæsenets instruks, som bygger på radioreglementet (Radio Regulations), der er internationalt aftalt i ITU. Frekvensbåndet 405-535 kHz, almindeligt kendt som MF-telegrafi-båndet, anvendtes af telegrafipligtige skibe, der skulle have radiotelegrafist ombord. Der var en nød-, sikkerheds- og kaldefrekvens (500 kHz, tidligere kaldet ’600 m’) til anvendelse af skibe og kystradiostationer. I tilfælde af nødtrafik på 500 kHz, kunne man benytte en reservekaldefrekvens, 512 kHz. I båndet var der desuden et antal arbejdsfrekvenser for hhv. kyststationer og skibe. Opkald og svar var simplex og hørtes af alle, mens trafikafviklingen var duplex på arbejdsfrekvenserne. På 500 kHz skulle der iagttages fuldstændig tavshed i 3 minutter fra minuttallene xx15 og xx45, markeret med rødt på ur-billedet i ’CW-hjørnet’, hvor der aktivt lyttedes efter nødsignaler og nødkald. Lytningen kunne ske med højttaler.

    Ikke-telegrafipligtige skibe havde MF-telefoni, som lå i et frekvensbånd omkring 2 MHz med nød-, sikkerheds- og kaldefrekvensen 2182 kHz. Hvis man benyttede 2182 skulle man iagttage tavshed i 3 minutter fra minuttal xx00 og xx30 (markeret med blåt eller grønt på stationsuret). Også her skiftede man til hver sin arbejdsfrekvens, hvis man arbejdede med en kyststation, mens skib-skib var simplex-kommunikation på dertil bestemte frekvenser.

    På såvel 500 som 2182 (udtales ’enogtyvetoogfirs’, som regel med udeladelse af 'kilohertz') skulle al sending til hver en tid ophøre, når der modtoges nødsignaler, nødkald eller foregik nødtrafik. Nødtrafik var al radiotrafik på nødfrekvenserne i forbindelse med et fartøjs nødsituation, og nødfrekvenserne – som altså også var kaldefrekvenser – kunne være optaget i timevis. Der var altid en station, der var leder af nødtrafikken. Dette kunne i begyndelsen af en situation være det nødstedte skib, men hvis situationen udviklede sig uheldigt, blev ledelsen overtaget af en anden station, ofte en kyststation, hvis en sådan var indenfor rækkevidde. Når situationen var stabiliseret, frigav den ledende station nødfrekvensen til almindelig trafik.

    Der var i øvrigt andre nødfrekvenser til maritim brug: I kystnære områder, hvor relativt kort rækkevidde er tilstrækkelig, benyttes VHF-telefoni, der ligger i et bånd lige over radioamatørernes 2 m-bånd. Nød- og kaldefrekvensen er her kanal 16 (156,8 MHz simplex), men der er ingen krav om tavshedsperioder. I tilfælde af nødtrafik skal man dog overholde tavshed. På HF var der nødfrekvenser i flere frekvensbånd til maritim brug. Disse var til brug i forbindelse med fly og redningsbådsstationer og omkring ækvator, hvor der er kraftig QRN i MF-båndene, især om natten.

    Baggrunden for tavshedsperioderne var, at der var meget andet end nødrelateret kommunikation på såvel 500 som 2182 kHz. Nødsituationer var ikke dagligdag, men forekom dog oftere, end man umiddelbart skulle tro. Frekvenserne brugtes også til at annoncere eller udsende ilmeldinger, som var niveauet under nødtrafik, hvor der ikke var overhængende fare for (flere) menneskeliv eller tab af skibet. Desuden blev der annonceret navigationsvarsler, stormvarsler m.m. (sikkerhedstrafik), vejrmeldinger og andet af betydning for navigationen. Men det meste var almindelig trafik såsom kyststationernes annoncering af trafik-lister, skibenes opkald til kyststationer eller andre skibe osv. Der var ofte rigtig megen trafik, og nødsignaler kunne blive sendt fra skibes batteridrevne reserveudstyr, redningsbådsstationer o.lign. med ringe effekt og primitive antenner, derfor behovet for tavshedsperioder.

    I telegrafiskibe var der altid i telegrafistens vagttider en modtager åben på 500 kHz, som blev aflyttet på højttaler, hvilket muliggjorde, at telegrafisten samtidig kunne bestride andre gøremål, også i et vist omfang afvikle trafik på andre frekvenser/frekvensbånd. I almindelige skibe - langt de fleste - var radiostationens åbningstid 'H8', d.v.s. 8 timer i døgnet, som blev fordelt henover døgnet i.h.t. Instruks for radiotjenestens udførelse.

    På et tidspunkt har den tekniske udvikling gjort det muligt at indføre automatisk overvågning af 500. Der blev indført et radiotelegrafisk alarmsignal, som skulle sendes før nødkaldet (SOS osv.); det bestod af 12 streger af hver 4 sekunders varighed med et sekunds mellemrum. Det skulle overholde formatet ret nøjagtigt, da det blev modtaget automatisk af en særlig modtager, som igangsatte alarmklokker i radiorummet, i styrehuset og ikke mindst på telegrafistens kammer, hvor denne voldsomme klokke (samme type, som benyttes til brandalarm o.lign.) normalt var anbragt på skoddet umiddelbart over hovedgærdet på telegrafistens køje! Om natten hastede telegrafisten så i underhylere ind i radiorummet, der kun lå et dørtrin væk, og skruede op for en modtager på 500 så han kunne høre det efterfølgende nødkald og nødmelding. På den måde opnåedes at 500 blev overvåget af alle større skibe i døgnets 24 timer.

    De skibe, jeg har sejlet med, havde en anordning, der kunne udsende alarmsignalet automatisk; jeg har altid tænkt, at der var en grund til det, man skal nemlig have gode nerver for at kunne sende alarmsignalet korrekt i en given situation - prøv selv: Brug fantasien og forestil dig, du er ved radiostationen i et skib med slagside, bølgerne er 10 m høje og vindstyrken 10, besætningen – undtagen du og kaptajnen – er allerede på vej i både og flåder, kaffekoppen og meget andet er for længst røget på dørken, du skal på en eller anden måde holde fast på morsenøglen og dig selv og undgå at vælte med stolen, og så altså sende alarmsignalet korrekt! Ikke så nemt, vel?

    Telegrafiskibe behøvede i mange år ikke at aflytte den radiotelefoniske nød- og kaldefrekvens 2182, heller ikke i tavshedsperioderne. Omkring 1980 blev det dog pligtigt at have en såkaldt (lytte-)vagt-modtager til 2182 på broen også af telegrafiskibe, sådan at vagthavende styrmand kunne høre, om der blev sendt nødsignaler på telefoni. Hvis relevant kunne styrmanden orientere telegrafisten. Hvis lyden var slået fra, blev den automatisk slået til, når der modtoges et alarmsignal. Det radiotelefoniske alarmsignal skulle sendes før selve nødkaldet (Mayday osv.) og bestod af to skiftende toner af - så vidt jeg husker - 1/4 sekunds varighed hver, som skulle sendes i eet minut, altså didydidydidy osv., hvilket hørtes meget tydeligt, da al anden trafik var telefoni, altså snak. Når alle stationer så stoppede deres sending, kunne selve nødkaldet høres tydeligt.

    Jeg vil påstå, at der var total tavshed, bortset fra nødkald og nødtrafik, på 500 i tavsheds­perioderne. Den samme respekt var imidlertid langt fra tilstede på 2182. Det skyldtes, at radiotelefonister til søs ikke er professionelle kommunikatører, det er styrmænd og andre, som har andre primære arbejdsområder, radioarbejdet er blot noget, der skal overstås. Dermed er ikke sagt, at der ikke var stille i tavshedsperioderne, men det skete ofte, at en eller anden glemte at kigge på uret inden kalden. Især om natten, hvor 2 MHz udbreder sig som kortbølge, kunne det være svært at få ørenlyd på 2182, og så var det fristende at kalde, når der var gået 2 3/4 minut af de 3, der skulle være tavshed.

    Et andet særkende ved 2182 var den ofte - også udenfor tavshedsperioderne - benyttede metode til at skaffe ørenlyd ved at udsende 2-3 sekunder af det radiotelefoniske alarmsignal; det fik alle til at indstille sendingen, og så kunne synderen komme med sit opkald og være sikker på at blive hørt.

    Ovenstående hører måske til på nostalgisiderne men er jo en reaktion på en artikel i CW-hjørnet. Igen håber jeg, tidligere maritime kolleger vil delagtiggøre os i egne oplevelser.
    Vy 73 de Peter/OZ1LBG
    Vote og Share
    Vote: 
    Average: 2.6 (290 votes)