• Den første QSO og det at have mikrofonskræk

    Kategori Artikel spalte: 

     

    Noget om mikrofonskræk

    Tillad mig at byde dig velkommen på en lille tidsrejse. Vi skal ikke så pokkers langt tilbage, blot til den første hele weekend i september anno 2003. Da havde jeg netop stiftet bekendtskab med fænomenet amatørradio.

     

    Denne weekend er kendt blandt radioamatøre,r som den såkaldte field day weekend, hvor nogle finder det spændende at tage ud i landskabet, sætte en station op, og da lave så mange radioforbindelser med så mange forskellige lande som muligt, indenfor en 24 timers periode. Man kan mene om konceptet hvad man vil – personligt synes jeg det er vanvittigt sjovt.

     

    Jeg havde bemærket en livlig aktivitet i vores lokale strandpark. På dette tidspunkt var jeg af mig selv begyndt at lytte lidt på en gammel “Linned & Laursen” (rør-radio fra 1950’erne), og havde fundet det evigt fascinerende at lytte til kinesisk propagandaradio, selvom jeg ikke forstod et pluk af hvad der foregik.

     

    Nå – men, denne aktivitet bestod i rejsning af en farlig masse antennemaster. Det virkede enormt dragende på mig, så den følgende søndag morgen hoppede jeg op på min cykel, og skyndte mig ned, for at se hvad der foregik.

    Jeg stødte på en mærkelig samling mennesker, og hørte mærkelige lyde, der ikke lød som den radio jeg kendte.

    Det jeg hørte, var såmænd lyden af SSB. Jeg var vant til AM fra min gamle radio, så dette var meget eksotisk for mig, hvad det nok er for alle, der hører det første gang – ja, de første mange gange.

     

    Jeg fik en varm velkomst af de herrer og damer på pladsen, og blev fluks inviteret indenfor, og fik lov at skrue på alle knapperne, og rigtig høre hvordan trafik på amatørradiobåndende foregik. Jeg forstod bare stadig ikke en lyd.

     

    Jeg sad ved en radio der var indstillet på 14 MHz. Der var temmelig mange stationer at høre, jeg fik at vide at vi allerede havde kørt (læs; haft forbindelse med) de fleste stationer, men at jeg var velkommen til at tune hen over båndet, og se om jeg kunne finde en, der manglede.

     

    Med stor entusiasme og en vis mængde nervøsitet, gik jeg i gang. Jeg fandt en station der sagde noget med ‘Radio Radio’.

     

    ‘Det er godt med dig,’ tænkte jeg – ‘naturligvis er det radio vi laver!’ Imidlertid fortalte man mig, at det betød det samme som “Romeo Romeo” i ICAO-alfabetet, og at vi allerede havde kørt denne station.

    ‘Uha!’ tænkte jeg, i den tro, jeg havde begået en fejl, og gav den store knap på radioen en ordentlig snurretur – hvorefter operatøren, der hjalp mig, slog en hjertelig latter op, og sagde; ‘ja, ja min dreng – væk fra ham i en fart!’

     

    Denne historie fortæller noget om den nervøsitet, man kan opleve i den første tid på kortbølge. Jeg havde end ikke overvejet, hvad jeg skulle sige, hvis jeg skulle kalde en af de mange stationer op. Jeg var dødsens angst for at sige noget forkert.

     

    Imidlertid blev jeg taget under vingerne af en af de tilstedeværende, der godt kunne se at interessen og passionen lyste ud af mine øjne. ‘Du skal da have licens!’ udbrød han. ‘Jah, det skal jeg vel’, svarede jeg.

    Konsekvensen blev at jeg brugte det følgende års mandage og lørdage på Theklavej i Københavnsafdelingen af EDR, hvor jeg lærte henholdsvis radioteori og CW (morsekode).

     

    I den tidlige sommer af 2004 stod jeg så ved postkassen. Det var der ikke noget usædvanligt ved – det havde jeg gjort hver dag i tre uger, siden prøvens afholdelse, men denne dag var anderledes. På denne dag stod jeg, ganske vantro, og stirrede på et lyseblåt plastickort, nys fremdraget af en stor A4-konvolut, der bekendtgjorde at jeg nu havde ret til at gå i luften.

     

    Jeg var ellevild – og hamrende nervøs. Jeg havde haft radioen klar i over en måned –  antennen ligeså. Jeg havde allerede lyttet en del – mest på 20-meter, for dette var min eneste antenne lavet til. Nu stod jeg så uden undskyldninger, og skulle prøve at opnå min første radioforbindelse.

     

    Hele familien var samlet på mit værelse – de ville da også se, hvad det dersens radio kunne bruges til. Jeg gav mig til at lede på båndet, efter det berømte CQ, der betyder ‘generelt opkald hvorpå alle kan svare’.

     

    Jeg vidste stadig ikke hvordan det skulle forløbe. Jeg havde da opfanget noget med at sige ‘you’re five-nine and my name is…’, men jeg var langt fra sikker på hvad jeg skulle sige ud over dette.

     

    Jeg fandt en station; M0MJA – ‘Mike Zero Mike Japan Alpha’.

    ‘Nåda’, tænkte jeg, ‘Man kan altså sige Japan i stedet for Juliet – det må jeg huske’.

    Han kaldte CQ, og mit hjerte hamrede – så højt, at jeg var vis på, det ville kunne høres over mikrofonen.

    Kobberrød i fjæset, og næsten ved at tude af nervøsitet, kaldte jeg ham op; ‘Oskar Sulu ... Sæven ... Alfa Majk’. Dødstille. Jeg kaldte igen.

     

    Til min store rædsel svarede han: ‘Oscar Zulu Seven Alpha Mike, thank you very much for the call, you’re five-nine and my name is Bob, Bravo Oscar Bravo. Mike back to you’

     

    ‘Gud i himlen og alle verdens ulykker!’ – Hvad skulle jeg nu gøre? Nu var det min tur, og det var jeg bestemt ikke klar til. Der var dog ingen vej udenom, så jeg svarede: ‘Majk Sero Majk Japan Alfa, you are fajve najne my name i Alex, Alfa Lima Ekko Æksraj’ – og tastede så ud.

     

    Nu var jeg på herrens mark – ikke nok med at jeg ikke talte engelsk, på et niveau der egnede sig til samtale, jeg anede heller ikke hvad jeg skulle sige, end ikke til en dansktalende station.

     

    Bob tastede ind, og gav mig en længere historie om sit udstyr, om vejret og stillede et spørgsmål, jeg ikke forstod. Jeg gik i panik, og var lige ved at tage den store afbryder, og rende hen og gemme mig under dynen i skam. Det lykkedes mig dog at tage mig sammen, taste ind igen, fremstamme et spagt ‘Sæventitree’ (73), for hvilket Bob kvitterede, og så var det overstået.

     

    Jeg sad tilbage, overvældet og stolt, men ikke til at tale med. Jeg måtte have luft, og flere QSO’er blev det ikke til den dag, eller uge for den sags skyld. Der gik længe inden jeg fik fod på det.

     

    Hvordan man kører radio

    Meningen med at fortælle dig alt dette, er at gøre det klart for dig, som nybagt radioamatør at der ikke er noget at være nervøs for.

    For, hvorfor var jeg nervøs? I bund og grund handlede det om mangel på en god introduktion, til hvordan man fører en QSO/radioforbindelse på HF. Det vil jeg nu efter bedste evne svare på, således man som begynder blot kan skrive det ned, og simpelthen lære det udenad, eller have det liggende ved stationen i den første tid.

     

    Først og fremmest: Der er intet at være bange for. Du kan intet galt gøre. Det er kun et spørgsmål om øvelse, og dette starter med lytning. Lyt i den første tid, og føl dig ikke presset til at logge hundreder af QSO’er i den første uge efter du har fået dit kaldesignal. Det kan godt være at der er nogen der er i stand til dette, men så er de formentlig vant til radiokommunikation, enten fra deres arbejde, eller fra 27 MHz.

     

    Vi starter med at tænke os, du har tændt radioen, og tuner hen over 20-meterbåndet.

    Du kan høre alle mulige stationer, der taler alle mulige sprog – dog mest engelsk.

    Måske er du god til engelsk, måske taler du det ikke – hvorom alting er, er det engelsk, der tales på radioen, ikke det engelsk der tales i skolen, eller ude i den store ikke-radioverden. Der tales radio-engelsk, hvilket er et sprog, som man meget hurtigt kan lære, og ikke behøver at være grammatisk hundredemetermester fra Oxford, for at bruge eller forstå.

     

    De QSO’er du kommer til at lave i starten, vil mestendels starte med at du besvarer et CQ.

    Det har du nok hørt om, at man kan kalde CQ, og så håbe på at nogen svarer.

     

    Langt de fleste QSO’er er meget korte, med mindre man selv ønsker at holde dem i gang – så kan de blive ved i timevis. Selv har jeg talt med særligt amerikanske stationer, i tre og fire timer uden pause, men det kommer alt sammen an på forholdene og parternes vilje til dette.

     

    Lad os sige at dit kaldesignal er OZ7AM.

    Du triller rundt på båndet, og finder en station der kalder sig M0MJA. Du hører: ‘CQ CQ CQ, this is Mike Zero Mike Juliet Alpha, Mike Zero Mike Japan America’.

     

    – Ja, det er almindeligt at folk afviger fra det fonetiske alfabet, og bruger uautoriserede ord til at bogstavere. Reglen er simpelt; der er ordets begyndelsesbogstav det drejer sig om. A som i ‘America’, B som i ‘Boston’, C som i ‘Canada’, og nogle af de mere utydelige; Y som i ‘Yokohama’, Z som i ‘Zelandia’, X som i ‘Xylophono’.

     

    Hvorfor gør de sådan? Det er simpelthen fordi ordet ‘Xylophono’ er lettere at forstå for en italiener end ‘X-ray’ – ‘Yokohama’ er nemmere for en japaner end ‘Yankee’. Såre simpelt. Det fonetiske alfabet tager udgangspunkt i de vestlige sprog, særligt fransk og engelsk – det meste af verden tale hverken det ene eller det andet.

     

    Du har nu besluttet dig for at besvare opkaldet. Skal det være helt korrekt, er det ikke nok bare at råbe dit kaldesignal, men snarere sige:

     

    Mike Zero Mike Juliet Alpha, this is Oscar Zulu Seven Alpha Mike, over’

     

    Hertil vil M0MJA svare:

     

    ‘Oscar Zulu Seven Alpha Mike, this is Mike Zero Mike Juliet Alpha. Thanks for your call, your signal report is five-nine, fifty nine, and my name is Bob, Bravo Oscar Bravo. My QTH is Devon, Delta, Echo, Victor, Oscar, November – Devon. Back to you, from Mike Zero Mike Juliet Alpha.’

     

    Reglen er at man altid siger modpartens kaldesignal først, så sit eget. Dette gøres således, så eventuelt lyttende stationer ved hvem, der er hvem.

     

    Det er nu din tur, og du bør svare:

     

    ‘Mike Zero Mike Japan Alpha, this is Oscar Zulu Seven Alpha Mike. Thank you for the nice signal report Bob – your report is also five by nine, and my name is Alex, Alpha Lima Echo X-ray. My QTH is Copenhagen, Charlie Oscar Papa Echo November Hotel Alpha Golf Echo November. Back to you. Mike Zero Mike Juliet Alpha, this is Oscar Zulu seven Alpha Mike.’

     

    Her kan det være en god idé at lære at bogstavere sit bynavn udenad – eller blot at skrive det ned, så man ikke kløjs i det. Som regel lærer man det meget hurtigt, men det giver lidt ekstra selvsikkerhed.

     

    På dette tidspunkt kan QSO’en godt slutte, men det er ikke unormalt at fortælle lidt om sit udstyr og eventuelt lidt om vejret. M0MJA kunne for eksempel svare:

     

    ‘Okay, roger that Alex, thank you very much – a bit about my station: Here I’m running one hundred watts into a multiband dipole – a G5RV about ten metres above the ground. My radio is an Icom 756.

    The weather here is nice today, it’s sunny out and just about 7 degrees celsius. Microphone back to you. Oscar Zulu Seven Alpha Mike, this is Mike Zero Mike Juliet Alpha’

     

    Det er kutyme at give modparten tilsvarende oplysninger. Det giver dig også lidt at sige, og du kunne derfor passende svare, og eventuelt inkludere en afslutning på QSO’en, kendt som en final:

     

    ‘Roger Bob, loud and clear. My radio is an FT101ZD and I’m using one hundred watts as well. My antenna is a delta-loop hanging from a tree just about three meters over the ground. The weather here is rainy and just above zero degrees centigrade.

    Thank you very much for a nice QSO. I wish you all the best and hope to meet you again soon. 73 and good luck.

    Mike Zero Mike Juliet Alpha, this is Oscar Zulu Seven Alpha Mike, back to you for your final’

     

    Nu vil Bob sandsynligvis forstå at du ønsker at slutte, og sikkert svare:

     

    ‘Okay Alex, thanks for the information and for a nice QSO. 73 to you and your family and good luck from Devon. See you further down the log!

    Oscar Zulu Seven Alpha Mike, this is Mike Zero Mike Juliet Alpha. Bye Bye’

     

    Herpå bør man kvittere og sige:

     

    Thank you Bob, 73 and bye bye from Oscar Zulu Seven Alpha Mike

     

    Nu omhandlede ovenstående scenarie en QSO med en engelsk station, for hvem det var let at snakke løs, da han talte på sit modersmål. Du vil opleve at de fleste stationer har et meget begrænset kendskab til det engelske sprog – dit engelsk er sikkert bedre end deres – men, de kan også være nervøse ved at bruge det, og derfor forløber ni ud af ti QSO’er som beskrevet ovenfor.

     

    I øvrigt kan man tale om alt, men som udgangspunkt bør man altid undgå politiske og religiøse emner. Dine meninger om Donald Trump og Koranen bør du holde for dig selv. Det er overvejende sandsynligt at modparten ikke deler dem, og det bidrager ikke til verdensfreden at lufte dem, i så offentligt et rum som kortbølgebåndene. I øvrigt er det en af de næsten magiske ting ved amatørradio – vi formår at tale sammen uhindret, netop fordi vi har vedtaget at undgå diskussioner af denne art. Det er stof til eftertanke, hvis man spørger mig, men det gør man som regel ikke...

     

    Naturligvis vil QSO’er på CW, RTTY/PSK og andre modulationsformer forløbe lidt anderledes, men i praksis er det den samme information man udveksler. Somme tider vil man endda opleve QSO’er der kun varer ganske få sekunder. Hvis man har fundet en sjælden station, noget som fx FT5XX – vil informationen, der udveksles, være begrænset til kaldesignalet og 59.

     

    Læs eventuelt 10 gode råd til nye DX’ere under DX-spalten her på siden. Det er dog en anden teknik, og henvender sig til de situationer hvor tiden er knap, fx ved DX-peditioner. Mere om dette får du en anden gang.

     

    Til slut vil jeg blot ønske dig held og lykke, og tillykke med certifikatet. Nyd det nu – ‘der er intet bedre end når ens eget kaldesignal kommer tilbage’, for nu at citere Sven, OZ7S, i en fjernsynsudsendelse for en del år siden.

     

    Husk at du ikke kan gøre nogen skade, ved at fejle lidt i ny og næ. Amatørradio handler om kommunikation, og hvis nogen mister tålmodigheden, fordi de synes du er for langsom eller ikke lige får sagt det hele rigtigt første gang, er det deres fejl og ikke din – så er det dem der ikke har forstået hvad det hele drejer sig om. Du bliver ekspert inden du har set dig om – selvom det kan være svært i starten.

     

    Husk at lytte meget og lytte grundigt – så vil du snart få styr på det, og glemme alt om mikrofonskræk.




     
    Vote og Share
    Vote: 
    Average: 2.7 (445 votes)