Albanien – en Contest Expedition

Albanien – en Contest Expedition

Af OZ2I Henning Andresen – december 2018

Verdens største contest er CQ World Wide DX

og det er en konkurrence som rigtig mange radioamatører over hele jorden ser frem til hvert eneste år.  Mere end 16.500 radioamatører har indsendt logs i 2018 og det fordeler sig nogenlunde jævnt mellem SSB og CW.

Efter at have været forhindret i at deltage nogle år besluttede jeg mig for at gøre en ekstra indsats for at få et rimeligt godt resultat i 2018. Jeg besluttede mig for at CW contesten skulle foregå fra Albanien og jeg startede forberedelserne allerede i september måned.

Lidt fakta om Albanien. Landet har en befolkning på omkring 3 millioner og er cirka halv så stort som Danmark. Albanien er et land på vej frem men er stadig et af de fattigste lande i Europa. Deres nationalhelt er Gjergj Kastrioti Skanderbeg som samlede Albanien til en national enhed tilbage i 1461. Fra 1960-1985 var Albanien et meget lukket og kommunistisk styret land og man kan stadig, mange steder finde nogle af de omkring 170.000 små enkeltmandsbunkere som blev bygget i den periode og skulle bruges til at beskytte landet.

 

Jeg har 2 gange tidligere kørt contester fra Albanien

så jeg var ikke helt ukendt med proceduren for licensansøgning, hotel, bil, fly og så videre. Under en ferietur sammen med min søn i 2015, kom jeg i kontakt med ZA1F Fatos og ZA1U Edmond. Jeg mødtes med dem i Tirana hvor vi sammen besøgte AKEP, ”Auroriteti i Komunikimeve Elektronike dhe Postare” for at ansøge om en gæstelicens til mig. Jeg fik gæstelicens men kunne ikke få et Albansk kaldesignal da de kun udstedes til radioamatører som bor i Albanien. Kaldesignalet blev så ZA/OU2I.

I 2015 deltog jeg i CQ WPX CW contesten i kategorien Single Operator, All Band, Low Power og var så heldig at modtage plaketten for ” Contest Expedition World Winner” sponsoreret af Paul Goetz til minde om N6ZZ Phil Goetz. Den er jeg meget stolt af.

Ved hjælp af e-mail mellem ZA1F Fatos og mig, fik jeg ansøgt om og tildelt midlertidig licens med kaldesignalet ZA/OU2I som tidligere. Ligeledes lavede Fatos en aftale med en hotelejer i Golem, hvor jeg tidligere havde boet, og da det var uden for sæsonen fik jeg en rigtig favorabel pris.
Jeg bestilte udlejningsbil samt billetter til tog og fly via internettet. Så var det hele klar og på plads omkring den 12. november.

 

Kufferten blev pakket

med udstyr hvor jeg skulle begrænse mig til 23 kilo. Du kan se på billedet hvad der kom med og hoveddelene var min Elecraft K3, Lenovo X301 laptop, DX-Wire glasfibermast, 25A Power supply samt Diamond Balun og den nyindkøbte Windom 160-10m (79 meter lang!). Jeg fik næsten det hele i kufferten og resten kom med som håndbagage. Afrejse fra Haderslev var den 19. november.

 

Jeg ankom til Mother Teresa Airport i Tirana

midt på eftermiddagen den 20. november og fik udleveret den lejede bil hvorefter jeg kørte afsted til hotellet i Golem. En køretur på godt 1 times tid. Hotelværten tog imod mig og jeg fik anvist et værelse på 2. sal samt adgang til taget. Da det var uden for turist sæson var her ikke andre gæster, så jeg havde det hele for mig selv. Til gengæld var der så ingen varme nogen steder, så jeg fik gang i aircondition anlægget og var så heldig at få en ekstra elektrisk varmeovn.

 

Dag 2 gik jeg i gang

med at montere min 10 meter DX-Wire glasfibermast. Sammen med en Diamond BB7V Balun og ca. 9 meter wire plejer det at være en udmærket vertikal antenne.  Jeg var lige blevet færdig da mine to venner ZA1U og ZA1F ankom. Jeg havde ikke set dem siden sidste år hvor vi også mødtes så der var lige lidt som skulle fortælles og forklares. Edmond var straks i gang med at undersøge den vertikale antenne som jeg havde monteret.
Jeg forklarede dem at jeg havde medbragt den lange Windom antenne og at der skulle meget plads til. Kommunikationen mellem de to og mig foregik på den måde at jeg snakkede engelsk til Edmond som så oversatte til Albansk for Fatos.
Fatos er handlingens mand og vi fandt frem til hotelejeren som Fatos kendte og forklarede ham opgaven. Var der mulighed for at fastgøre en ende af antennen ovre på nabohotellerne?
Min vært tog telefonen og ringede til de to nabo hoteller og snakkede med dem. Der blev forklaret og fortalt og det endte med at vi fik lov at bruge plads ved begge hoteller.

Vi startede med

den lange del af Windom antennen og gik over til det andet hotel medbringende værktøj og tov samt antennen. Op på tredje sal via trapperne og videre op på fjerde ved hjælp af en metaltrappe uden gelænder – lidt grænseoverskridende. Vi fik et tov over til taget på mit hotel og jeg kunne trække den lange ende af antennen (52 meter) på plads således at Balunen sad lige over mit hotelværelse. Den korte ende (26 meter) blev derefter fastgjort til en lygtepæl hos det andet hotel. Balunen kom op på en 2½ meter høj metalstang og der blev sikret med barduner.

Efter 3 timers arbejde i skiftende vejr sad begge antenner som det var muligt at få dem til. Tjek af standbølgeforhold på de forskellige bånd viste at begge antenner kunne tunes på alle bånd. Det viste sig at der var meget støj QRN på Windom antennen, især på de lave bånd 160-40m og det skyldes ganske sikkert alt det elektriske udstyr og ledninger som hang tæt på antennen. Irriterende, men antennen kunne ikke placeres anderledes.

Edmond og Fatos

skulle selv afsted på Expedition oppe i bjergene så vi tog afsked og jeg takkede for den uvurderlige hjælp, især med kommunikationen. De havde ikke mulighed for at komme igen så nedtagningen måtte jeg selv klare.
Efter aftensmaden var jeg aktiv på 60m samt 40/80/160m. 101 QSO’er på 160m og 50Q’s på 60m, med flere gode kontakter men meget støj (s9).

Dag 3 startede

med lidt 60m aktivitet hvorefter jeg tog på sightseeing. Jeg havde sat mig for at besøge OH2BH og hvem der ellers var på stationen for at se om de skulle være aktive i contesten. Jeg havde besøgt dem i 2017 hvor de var i gang med at opbygge stationen med en 12 meter høj mast på toppen af et 10 etagers højhus tæt på Dürres. Denne gang var der dog ingen ”hjemme”, så jeg satte et visitkort i elevatoren og kørte videre på min udflugt.
Jeg var igen aktiv om aftenen på 60, 80 og 160m. 87 Q’s på 160m, 22 Q’s på 60m og stadig meget støj.

Dag 4 blev igen

brugt på udflugt og radioaktivitet om aftenen. 60m gav små 20 Q’s og 160m 38 Q’s. Og jeg sov 3 timer inden testen startede.

Dag 5 klokken 00:00z.

Testen starter og jeg lægger ud på 160m og kører 200 Q’s i løbet af de første 2½ time. Jeg havde kontakt med 46 lande og heriblandt var både VE, W, 3V, EA8, UA9, CT3 og mange EU stationer. Så mister jeg CAT forbindelsen mellem computer og radio. Jeg bruger nu 1½ time på at se om jeg kan få forbindelsen til at fungere dog uden held, og jeg må køre videre uden automatisk båndskift i loggen. Det er farligt fordi jeg har vænnet mig til at det sker automatisk så jeg altid har frekvensen i loggen.
I løbet af den næste time har jeg 108 Q’s på 80m og kører videre på både 160 og 80m indtil omkring klokken 06z hvor jeg prøver 40m. Det går rigtigt godt og ved klokken 09z bliver det tid til 20m. senere kommer der enkelte 15m og 10m QSO’er men det er på 20m de fleste ligger. Ved klokken 17z bliver der travlt på 80m igen og det varer 5 timer med 40m og 80m. Klokken 21.45z lægger jeg mig i seng for at tage et hvil.

Lyn og torden – se video her

Dag 6 starter jeg klokken 06.20z

og kører et par timer hvorefter der er tid til morgenmad som klares på en time. Resten af dagen er jeg aktiv med enkelte pauser ind i mellem og især timerne fra klokken 12z til 15z er der ikke mange aktive stationer at kontakte. Men ved klokken 16z kommer der igen gang i QSO’erne og det kører med en fin rate lige indtil slut.
Det blev til i alt 2089 QSO’er, 90 entities, 27 CQ Zoner og et foreløbigt score på godt 890.000 point.

Du kan se en analyse af mit resultat på  http://oz2i.dk/sh5/2018-CQWW-ZA-OU2I/

Dag 7 startede Kl. 00:00z med at kalde NA på 160m.

Jeg havde fået en opfordring fra tom W1TC om muligheden for også at få kontakt på 160m. Vi havde haft kontakt på 40m uden problemer så jeg tænkte at det kunne være sjovt lige at køre nogle NA stationer på 160m inden jeg lukkede ned. Jeg kaldte CQ NA i en halv times tid uden at få kontakt med en eneste NA station og gik QRT ved klokken 00.45z. Efterfølgende skrev Tom en e-mail hvor han fortalte at han fint kunne høre mig på 160m og sammen med ham en række W-stationer som havde forsøgt at kalde mig op, men jeg havde intet hørt. Det skyldtes garanteret det meget høje støjniveau som jeg havde her på min modtager – det lå konstant på s9 og derover. Ærgerligt.

Efter en god nats søvn

blev jeg igen aktiv med radioen og var mest på 30m WARC båndet fra 8z til 10.30z hvor jeg lukkede ned.

Nu skulle det hele pakkes sammen igen og jeg var alene om det, så jeg begyndte med Windom antennen for den var nok det som ville blive den største udfordring. Selvfølgelig satte den sig fast på taget af et gammelt skur og jeg kunne ikke få den revet fri. Jeg måtte prøve at gøre hotelværten forståelig at jeg gerne skulle bruge en stige. Han kom med ud på balkonen på 2. sal og kiggede lidt på opgaven. Så kravlede han over på en anden balkon og kiggede ud over kanten hvorefter han kravlede ud over rækværket og balancerede på nogle cementkonstruktioner og tog et langt skridt over på taget. Han fik løsnet antennen og jeg kunne få den trukket ind på taget. Han balancerede tilbage samme vej og kom sikkert ind over rækværket. Fantastisk.

Resten af sagerne var lette at pakke ned og hen på eftermiddagen havde jeg kufferten klar til afgang. Så kørte jeg ind til Kavajë og fik en rigtig god aftensmad med en velsmagende pilsner til og så kørte jeg hjem og gik i seng.

 

Dag 8 er dagen hvor jeg skal

forlade hotellet og med flyveren hjemad. Efter morgenmaden afregner jeg med hotelværten, 7 nætter til 20€ pr nat inklusiv morgenmad samt forskellig hjælp med antenner. Bag efter kører jeg til Dürres hvor jeg dasker lidt rundt og ser hvad folk har gang i og ved middagstid kører jeg mod lufthavnen og rejsen hjem til Haderslev, Danmark.

 

 

 

 

 

Billeder:

Klik på et billede og du får en forstørrelse.

 

 

 

 

 

 

Relaterede

Leave a Comment