Regler for EDR HF Fieldday Contest 2025
Deltagere:
Alle lokalafdelinger af EDR kan deltage i denne contest. Ændringer/nye klubkaldesignaler skal være FD-manageren bekendt senest den 1. august samme år. Således kan alle få kendskab til nye klubkaldesignaler. Ligeledes skal afdelingernes Fieldday QTH’er meddeles i god tid til opslag på EDR’s medier.
Tidsrum:
EDR’s Field Day holdes i samme tidsrum som Region 1 Field Day – den første weekend i september fra lørdag kl. 1300 UTC til søndag kl. 1300 UTC.
Output power:
Kategori A og C: Licensbestemmelserne skal overholdes.
Kategori B: Licensbestemmelserne skal overholdes, dog max. 100 watt. (Der må ikke forefindes eksterne PA-trin på FD-området!)
Modes og frekvenser:
Der køres SSB og CW (Morsetelegrafi) samt digitale modes iflg. licensbestemmelserne på 80, 40, 20, 15 og 10 meter med hensyntagen til Region 1 båndplaner.
Udstyr:
Kategori A og C:
Max 5 stationer (een pr. bånd). Der er ingen begrænsninger med hensyn til antenne- typer eller antal.
Kategori B:
Max 3 stationer (een pr. bånd). 5 bånd må benyttes dog max. 3 bånd samtidig. Kun antenner, som udelukkende består af et enkelt element, for eksempel en dipol, en longwire eller vertikal.
Kattegori A og B:
Strømforsyning skal være fra lokalt placerede generatorer eller batterier.
Kategori C:
Lysnettet kan benyttes som strømforsyning
Alle kategorier:
Materiel må tidligst bringes ud til fieldday-pladsen 7 dage før contesten starter.
Installation:
Den valgte QTH må ikke være i bygninger eller under fast tag. Alt udstyr, minus antenner, skal være indenfor en radius af 100 m.
Opkald:
Klasse A og B: CQ Fieldday det er OZxyyy/P – CQ FD de OZxyyy/P Kun afdelingens kaldesignal streg P (/P) må benyttes.
Klasse C: CQ Fieldday det er OZxyyy/A – CQ FD de OZxyyy/A Kun afdelingens kaldesignal streg A (/A) må benyttes.
Log:
Der føres en separat log for hvert bånd og for hver af de tre modulationsarter, dvs. 1 sæt logs for SSB, 1 sæt for CW (Morsetelegrafi) og 1 sæt for digitale modes.
Loggen skal indeholde følgende: Dato, tid GMT, kaldesignal, sendt RS(T) plus serienummer startende med nr. 001 på hvert bånd for hver modulationsart, modtaget RS(T) samt serienummer, hvis et sådant modtages. Det vil sige at hvis der deltages på alle 5 bånd, på både CW, digitale modes og SSB, skal der være 15 dellogs, alle startende med nr. 001.
Logformat:
Der foretrækkes en ADIF-fil (Amateur Data Interchange Format) for hvert bånd og mode, og gerne en traditionel logudskrift (Cabrillo kan bruges) for hvert bånd og mode samt et sammentællingsblad med claimed score for hvert bånd og mode.
Point og multiplier:
– Dansk station: 1 point.
– Europæisk station: 3 point.
– Dansk/Europæisk station der er /P, /A, /M, /MM, /QRP: 5 point.
– Stationer udenfor Europa: 6 point.
Dubletter giver ikke point.
QSO med afdelingens egne Field Day-operatører giver ikke point.
QSO mellem den samme afdelings Field Day-stationer giver ikke point.
Multipliers = DXCC-entities.
Båndscore = point opnået på et bånd gange multipliere opnået på båndet.
Totalscore = sum af point opnået på alle bånd gange sum af multipliere opnået på alle bånd.
Præmier:
Der udstedes diplomer til nr. 1, 2 og 3 i alle tre klasser, samt til nr. 1, 2 og 3 på hvert bånd i hver klasse. Diplom gives for bedste checklog, både sende- & lytteramatører.
Indsendelse af log:
Loggen, sammentællingsblad samt en liste for hvert bånd, der viser krævede multipliers i præfiksorden sendes til EDR’s Field Day manager via e-mailadressen: edrfd@edr.dk senest 14 dage efter Fieldday er afsluttet. (søndag aften inden kl 24 den anden weekend efter fieldday’ens afholdelse)
Med loggen skal der også sendes oplysning om deltagerklasse, en beskrivelse af anvendt udstyr, en liste med deltagende operatører og meget gerne en beskrivelse af jeres oplevelser under FD i en Soap Box.
Yderligere restriktioner:
For sent indsendte logs kommer ikke med i resultatopgørelsen. Tvivlspørgsmål afgøres endeligt af Field Day manageren.
Resultatet:
Det færdige resultat offentliggøres i EDRs medier inden udgangen af Oktober. Diplomerne skal deltagerne selv downloade fra EDRs Hjemmeside.
Logprogrammer:
Et hvert Logprogram er tilladt, se: www.edr.dk/el_fieldday, for inspiration, det er op til de enkelte at få afleveret logfilen i ADI Format.