Amatørradio og cykelløb

Du har sikkert hørt at starten på Tour de France i 2021 vil ske fra København og der vil blive kørt 3 etaper i Danmark. Du kender sikkert cykelløbet og ikke mindst den folkefest der er forbundet med hele arrangementet hvor fans tager opstilling langs ruten og hepper på alle ryttere. Det er de billeder vi ser i fjernsynet med kommentarer fra Jørn Leth og smukke optagelser af specielle bygninger og flotte steder.

Hvad har cykelløb med amatørradio at gøre, spørger du sikkert allerede?
Intet – er det korte svar – og så alligevel.

EDR vil gerne blande sig i aktiviteterne og på den måde prøve at sætte nogle projekter i gang som kan involvere radioamatører såvel som amatørradio. Det må selvfølgelig gerne være nogle synlige aktiviteter som kan give amatørradio noget eksponering i fjernsynet og bladene men også aktiviteter på båndene med alskens forskelligt udstyr og forskellige modes; RTTY, SSTV, FT8, SSB, CW mmm.
Alle tænkelige kommunikationsmetoder og amatørradio frekvenser kan bruges og kun din fantasi sætter begrænsningen.

Næste skridt er så at samle radioamatører/lokalafdelinger omkring dette arrangement.
HB har vedtaget at støtte interessegrupper som vil være med til at arrangere aktiviteter og som tovholder til dette projekt er valgt OZ2I Henning Andresen – altså mig.
Lige nu er jeg ene mand på skansen og derfor vil jeg meget gerne have tilbagemeldinger fra interesserede radioamatører og lokalafdelinger som vil være med til at planlægge forskellige aktiviteter.

Dette er det første spæde opkald til dig om at melde dig under fanerne og gerne snarest muligt.
Jeg ved godt der er lang tid til den 2. juli 2021, men der sker ikke noget ved allerede nu at udtænke ideer og senere lægge planer sammen.

Skriv gerne til mig på e-mail oz2i@edr.dk

Relaterede

Leave a Comment