Mindeord over Jan Hübner, OZ1INN

Et fyrtårn er slukket

Den 5. november 2021 sov vort mangeårige medlem og bestyrelsesmedlem Jan Hübner, OZ1INN, uventet stille ind i en alder af 55 år.

Jan fattede tidligt interesse for amatørradio, fik allerede som 16-årig sin sendelicens og blev medlem af Eksperimenterende Danske Radioamatører. Han viste hurtigt sit håndelag for det praktiske, sine teoretiske evner, idérigdom og handelstalent inden for Esbjerg afdelingen, hvor han blev den store drivkraft i mange af afdelingens aktiviteter. Her kan nævnes opbygningen af en af Danmarks bedste klubstationer med tilhørende stationstrailer og antenner samt deltagelse i konkurrencer hermed.

De sidste mange år var der især to ting, som optog Jan. Den ene var en utrættelig evne til at opspore overskudsmaterialer, som radioamatøren ikke kan undvære, og sælge disse på loppemarkeder i ind- og udland til fordel for klubkassen. Næsen for at opstøve materialer kom også EDR til gode i den periode, hvor han var et meget aktivt medlem af HB. Den anden var ungdomsarbejde for at motivere unge mennesker for naturvidenskab og teknologi, hvor han var drivkraften i aktiviteten Tech4Fun.

Jans bortgang er et ubeskriveligt tab for radioamatørerne i Esbjerg. Og når det nu skulle være, så døde han foran sin radiostation.

Æret være Jan Hübners minde.

Bestyrelsen for EDRs Esbjerg afdeling, OZ5ESB