Ugebrev 38-22 – OZ6ARC

Mojn Venner!

Den 17. November havde vi en masse spændende ting på programmet:

  1. En grundig introduktion til programmet WSJT ved OZ7UE John og OZ2BBH Bent.
  2. Information om vores, eventuelle, nye klubhus ved OZ7UE John og OZ1LFW Sv. Aage.
  3. Vikling af forlænger spole til OZ1FHN Flemming.

John havde lavet et fint setup med overhead demo af WSJT programmet, og der blev instrueret om de fleste detaljer i det omfangsrige program. Der blev fortalt om egenskaber som flere ikke havde hørt om før og det viste sig at mange fik blod på tanden og skulle have installeret programmet.

På et tidspunkt, under live testen af WSJT, fik John så mange kontakter at han blev helt stresset, så det virker bare….

Dernæst informerede John og Sv.Aage om planerne vedrørende vores nye klubhus. John og Sv. Aage havde været til møde med flere parter der er involveret i projektet.

Det færdige center vil på sigt få en pris på 18 mill. og de penge er ikke fundet endnu, så det har sikkert lange udsigter inden det færdige projekt er klart til indflytning.

Det er meningen at det skal bruges som multihus for mange interesse grupper og det er så her vi kan få lokaler sammen med andre. På nuværende tidspunkt ser det ikke ud som om de lokaler, vi kan få, er store nok til vores behov, så der er mange ting der skal besluttes inden vi ved mere. Vi følger udviklingen og melder tilbage når der er nyt.


Til sidst skulle vi i værkstedet og vikle spole til Flemming, herunder er OZ5ZX Jeff, OZ1BMO Gert, OZ1CRV Ole og OZ1JMG Jan i gang med at vikle i dyb koncentration. Ole havde medbragt materialer og ”vikleudstyr” med boremaskiner, spindler og krympeflex. Det blev et fint resultat og nu bliver det spændende at høre når Flemming kommer på 80 meter med et ordentligt SWR . OZ2BBH Bent har lovet at hjælpe med opsætningen… og Gert viklede en 49:1 UNUN til Flemming så det hele kommer i balance.


Næste torsdag har vi almindelig klubaften, hvor alle emner er i spil, bla. er vi spændte på når Flemming får sin antenne op, så vi kan høre ham på båndet.

Tag de sidste nye projekter med eller gode historier om hvad du går og bikser med. Ole kan måske fortælle lidt om forsøgene med de gamle rør stationer han er ved at restaurere (indtil videre har Ole fået liv i Kenwood TS820S og har kørt første QSO med Gert) ..vi glæder os til at høre nyt…vel mødt…

Vi ses i klubben på Torsdag den 24. November kl 19:30..

Vy73 de OZ1BMO

Gert

    - - - - -

    Se alle nyheder på vores altid aktuelle og opdaterede hjemmeside !
http://www.oz6arc.dk
  - - - - - - - - - - -
Selvfølgelig fortsætter vores daglig snak på Lokalfrekvensen 145.525 MHz omkring kl.17 ...
og hver lørdag kl. 9,45 omkring frekvensen 3,707 MHz +- QRM  og / eller på 145.525 MHz !
73 og velkommen !

73 ´de oz9acv Lejf